Blog

Hvordan kartoflen blev en klassiker i de danske køkkener

OleMortensen

De første kartofler lander i Danmark i 1700-tallet, men bliver først en fast bestanddel af danskernes kost i starten af 1800-tallet. Dette skyldes blandt andet, at kartofler groede under jorden og ikke var nævnt i Biblen, hvilket naturligvis måtte betyde, at de var Djævlens værk. Datidens kartofler havde desuden lange, krogede gevækster, der mindede bønderne om spedalske hænder og derfor skræmte dem fra vid og sans. Vi kan derfor roligt konkludere, at kartoflens rejse mod sin plads som fast bestanddel i de fleste danskeres kostplan var præget af lidt startvanskeligheder.

Feder kartofler?

De udfordringer, det lille medlem af natskyggefamilien møder i dag, er heldigvis af en helt anden kaliber, da det primært er myten om, at kartofler feder, der spænder ben for den lille rodfrugt. Måske du kan genkende skræmmehistorier om kartoflens høje indhold af stivelse, der sprænger kaloriebudgettet? Den skræmmehistorie vil vi gerne sparke til hjørne én gang for alle, da kartoflen ifølge Fødevarestyrelsen er en af de grøntsager, hvor du får allermest mæthed for færrest kalorier – og det er blandt andet på grund af et højt indhold af stivelse.

Kartoflen er bæredygtig

Vidste du, at en husstand på fire i gennemsnit smider mad ud for 10.000 kr. om året? Det skyldes blandt andet, at vi mangler inspiration, når vi skal lave mad. De fleste fødevarer har et hav af tilberedelsesmuligheder, så en god måde at undgå madspild på, vil være at bruge lidt tid på at finde flere forskellige opskrifter, hvor den samme fødevare indgår. Kartoflen er udover at være sund og billig også en fødevare, der kan købes året rundt. Hvis du opbevarer kartoflen korrekt, dvs. mørkt og køligt (4-6 grader), så har den også en meget lang holdbarhedstid.

Lækre opskrifter med kartoffel

Vi har gjort lidt af benarbejdet for dig og har fundet nogle superlækre opskrifter, hvor kartoflen indgår.

Hasselbackkartofler

Du går aldrig galt i byen med hasselbackkartofler. Hasselbackkartoflerne har de sprøde kanter, vi kender fra hjemmelavede ovn-fritter, og et dejligt, cremet indre, der smelter på tungen. Hasselbackkartoflerne er tilmed lige så sunde som bagte kartofler og kan serveres til de retter, du ellers vil servere bagte kartofler til, når du ønsker lidt afveksling.

De lækre hasselbackkartofler kan også serveres som hovedret, hvis du tilføjer rigeligt med topping. Du kan fx prøve at drysse lidt finthakket, sprødstegt bacon på, revet ost eller en syrlig creme fraiche-dressing med krydderurter. Server en god, fyldig salat til.

Pommes Anna

De kartofler, du ikke bruger, når du laver kartoffelpizza, foreslår vi, at du bruger på den franske klassiker pommes Anna. Pommes Anna er med sin fede smørsmag og den bagte kartoffels sødme dejligt tilbehør til en velstegt bøf og et fyldigt glas rødvin. Pommes Anna er eminent som gæstemad, hvor de mange lag af kartoffel kan imponere selv den mest frankofile madentusiast.

Vi har dermed gjort vores, for at give den lille rodfrugt oprejsning i de danske køkkener. God fornøjelse med opskrifterne, som vi håber, har givet inspiration til endnu flere smagsoplevelser med kartoflen som hovedingrediens.