Vine til maden, find det perfekte match
Det er ikke for sjov, at mange restauranter tilbyder vinmenuer, som komplimenterer deres mad. Det har nemlig stor betydning for både maden og vinen hvordan du sammensætter det våde og det tørre. Mange foretrækker enten sødlige hvidvine eller kraftfulde rødvine, men når det gælder vin til maden, så er det en fordel at vælge en vin der passer – og ikke bare den du bedst kan lide.
Vin til at drikke enten under madlavningen eller i sofaen til en god film, er selvfølgelig en helt anden sag. Her foretrækker undertegnede for eksempel en lækker Pinot Noir vin.
Men hvordan adskiller en Pinot Noir sig for eksempel fra andre vine, og hvilken vin passer bedst til din mad? Det vil vi forsøge at klarlægge ganske kort i det følgende.
Pinot Noir – en gammel kending
De fleste har hørt navnet før. Mange forbinder den måske også endda, ganske rigtigt, med Bourgogne-vinen, som er lavet fuldstændig på Pinot Noir druen.
Derudover er det faktisk en af de ældste druesorter i verden, og også en af dem, de fleste foretrækker. Smagen af druen er meget svag, nærmest ikkeeksisterende, og derfor er det også en god begyndervin. Af samme grund er vin lavet på denne drue også meget let at påvirke når det gælder smagen, for eksempel ved jordbund, mængde af sol og hvordan vinen er lavet.
Hvor druen er lettilgængelig for vinelskere og vinnybegyndere, volder den straks større problemer hos vinbønder. Dette skyldes både den store påvirkning alt omkring druen har på smagen, men også at den er utroligt sart og let bliver ramt af sygdomme.
Skal jeg så altid bare vælge Pinot Noir?
Selvom denne drue både kan bruges til rødvin, champagne og rosé, er det ikke ensbetydende med at den går til alt mad. Så hvis du kaster dig over at lave en tre-retters med dertilhørende vinmenu, kommer her et par tips:
Som grundregel skal vinen altid matche maden. Så de lette vine skal serveres med forretten, mens de tunge skal følge hovedretten, og de søde vine hører til den søde dessert. Men derudover kan det faktisk være en fordel at lade vinen modsvare maden lidt. For eksempel kan mere salt mad komplimenteres godt af en vin med sødme i, og fedme i maden brydes godt med en syrligere, mere frisk vin. Ligegyldigt hvad du serverer, er der altid en perfekt vin til, hvis du bare leder længe nok.